Boost din hjerne med rosmarin

Rosmarin

Af Niels Ebdrup

Din hjerne kunne nok godt bruge et ekstra skub efter et par dages næsten uafbrudt eksamenslæsning. Duften af rosmarinolie er en naturlig, ufarlig og helt legitim måde at skærpe hjernen på, og videnskaben viser, at det virker.

Hjerneforskere fra Northumbria University i England har rent faktisk vist, at hjernens præstationsevne bliver forbedret, når vi har en rosmarinolie-komponent i vores blod. »Vi ved allerede, at der i rosmarin er noget, der ændrer blodgennemstrømingen i hjernen. Så resultatet er ikke helt ude i skoven,« vurderer Ulf Simonsen, der er professor i farmakologi ved Aarhus Universitet. Der er tale om stoffet 1,8-cineol, som bliver optaget i vores krop, når vi indånder de æteriske olier, som rosmarin udsender. 20 mennesker testede rosmarin Engelske forskere testede 20 menneskers evne til at erkende og opnå viden, mens de blev udsat for forskellige niveauer af rosmarin-aroma.

  1. Forsøgspersonerne blev udsat for tests, der undersøgte, hvor hurtigt og præcist deres hjerner arbejdede.    
  2. Samtidig tog forskerne blodprøver, der viste, hvilken mængde af 1,8-cineol deltagere havde absorberet i deres blod.

Resultaterne antyder, at jo højere en koncentration af 1,8-cineol, et menneske har i blodet, desto bedre fungerer dets hjerne. Rosmarin-duften får os ikke til at tage flere sanseindtryk ind, men det, vi tager ind, behandler vi hurtigere og mere præcist.

Læs den uddybende version af artiklen på Videnskab.dk

Læs også: Bruger vi kun 10 procent af hjernen?

 
Foto: Colourbox